Jakobsen i Abu Dhabi
Kender I det? Jeg var halvt inde i brevet og pludselig gik min computer i sort, desværre havde jeg ikke gemt dokumentet, så nu må jeg i gang igen.
Det er mig Jytte der har fået tjansen for brevet, hvilket jeg er glad for, for det er hyggeligt at sidde og tænke lidt på alle Jer derhjemme.
Denne uge har været stille, og så alligevel er den bare smuttet afsted som alle de andre uger.
Vi har for første gang oplevet sandstorm, de sidste to dage har været som når det er tåget og diset hjemme i Danmark. Vi har ikke kunnet se ud i horisonten som vi plejer og vi får sand i øjnene når vi går udenfor. Preben mener også at han får sand imellem tænderne, det kunne jeg nu ikke mærke. I går var det særligt slemt, det er som om det er klaret mere op i dag. Det er en sjov fornemmelse at opleve at det stormer med en varm vind. Vi er så vandt til at det er kulde der møder os når det blæser sådan, men i går var det den varme vind der susede omkring os da vi gik vores aftentur.
Små historier fra ugen der er gået:
Tirsdag aften kørte vi til Cornichen for at gå tur, en tur hvor vi går langs vandet. Som på en dejlig sommeraften kan vi bare gå der og nyde varmen. Vi sluttede på en lille cafe som bare var så hyggelig. Vi sad udenfor og fik en kop kaffe og delte en brownie med is, pludselig satte nogle unge mennesker sig ned og begyndte at spille guitar og synge. På et skilt indenfor stod der: ”Let your smile change the world. But dont let the world change your smile” – hvilket betyder: ”Lad dit smil ændre verden. Men lad ikke verden ændre dit smil.” Og på et andet skilt stod der: ”Happiness is not a destination. It is a way of life.”
Oversat nogenlunde således: ”Lykke er ikke et rejsemål. Det er en måde at leve på.”
Synes bare det er nogle gode sætninger, og nu har jeg delt dem med Jer.
Torsdag efter Preben kom hjem fra arbejde tog vi på Qasr Al Hosn festival. En festival som er her i byen 10 dage én gang om året. Det er en historisk festival hvor de genskaber landbyen og livet i ørkenen omkring fortet Qasr Al Hosn. Et spændende sted at besøge, hvor der var mange ting at se og oplevet. Bland andet blev der danset en forlovelsesdans af ca. 30 mænd i alle aldre, de dansede til trommerytmer og sang imens. Det mindede faktisk om sanglegen: Der kom en mand fra Det Røde Hav. Der var madsteder med traditionel arabisk mad, værksteder hvor mænd og kvinder arbejde, vi så mænd der bandt reb og kvinder der flettede kurve. Der var handelsgader (souken) hvor der blev solgt al verdens ting fra keramik, tøj, tasker, te, krydderier og gamle skrivemaskiner. Kameler og heste blev trukket rundt, så både børn og voksne kunne få en ridetur.
Men den sjoveste oplevelse vi havde var, da vi sad på en cafe og nød en kop arabisk kaffe med daler til. Hvilket er en gammel tradition her i landet at man byder gæster på, som når vi byder på kaffe og kage.
Vi havde fået en hel kande kaffe og da Preben så en gæst bede om endnu en kop, tilbød han ham en kop af vores kaffe. Men den unge arabiske mand takkede smilende nej. I stedet bød han os på sin ynglingsdrik, nemlig varm kamelmælk med kanel. Og så sad vi ellers og snakkede i en time, og kom vidt omkring. Jeg spurgte særligt ind til kvindens sorte dragt og slør (burkaen), og om livet hjemme i deres familie. Han fortalte at han boede sammen med sine forældre, bedsteforældre og søskende. Til dagligt spiser de alle sammen sammen, men hvis der kommer gæster spiser kvinder og mænd for sig. Og burkaen er en beskyttelse af kvinden, han sammenlignede kvinden med en diamant, og sagde at diamanter gemmer man, og viser kun frem ved særlige lejligheder. Dvs derhjemme tager de burkaen af og har deres eget tøj på.
Det endte med at han betalte vores regning og fulgte med os rundt, indtil vi venligt sagde at han ikke skulle føle sig forpligtet på os.
Abu Dhabis ældste bygning fra 1789
I weekenden har vi sovet længe, været i kirke og læst i vores bøger. Lavet god mad og drukket rødvin og set film på Net Flex. Og i aften spiste vi på en kinesisk restaurant. Dér blev jeg gode venner med en lille arabisk pige på ca. 4 år. Hun var der sammen med sin mor og moster. Jeg kom til at få øjenkontakt med hende, hvilket resulterede i små tegninger på min serviet og vi fik en hel lille ”samtale” uden at vi kunne hinandens sprog. Smil og glade øjne, og da hun gik sendte hun mig et fingerkys, hvilket jeg selvfølgelig besvarede.
Tak for telefonsamtaler, snap, whats app og mails. Det er så dejligt at kunne følge lidt med i Jeres liv.
For øvrigt kommer jeg hjem til Danmark i uge 17. Mest fordi jeg skal hjem til konfirmationer, men jeg håber så meget at mit legestueprojekt kommer op at køre med sidste og 4. hold. Og hvis det er tilfældet bliver jeg hjemme til midt i juni, for at være omkring Henriette og Morten når de føder deres lille pige.
Håber I hver især har det godt med jer selv, hinanden og med det I har gang i.
2015-02-21
Kærlige tanker og smil fra Jytte
Øverst: Normal udsigt midt på dagen Nederst: Sandstorm i weekenden