2015 Uge 12

Jakobsen i Abu Dhabi

 

Så sidder jeg på altanen igen. Der er en stille og mild blæst. Preben tager sig en aftensøvn da vi skal hente Birthe og Knud i Dubai til midnat.

Denne uge har været fantastisk. Vi har haft besøg af Birthe fra tirsdag midnat til lørdag midnat, og vi har udnyttet hvert et minut i de vågne timer. Heldigvis fik hun lavet nyt pas i mandags og rejste så hertil i tirsdags. Vi er enige om at hun bare kommer igen, nu da hun mistede tre dage.

Vi har været rundt og set de vigtigste steder i Abu Dhabi, haft tid til at ligge ved stranden, badet og nydt solen og hinandens selskab. Der er blevet snakket en del… !!

Og som derhjemme i Danmark var Preben kok, altså kun i weekenden. Så torsdag efter Preben fik fri fra arbejde, hentede vi frisk fisk på fiskemarkedet. Preben tog min farmors (Esthers) gamle forklæde på og tryllede i køkkenet, Birthe og jeg satte os på altanen med hver et glas vin. Særligt dén aften mindedes vi med stor taknemmelighed Jens og græd sammen over savnet, han skulle have været her. Han ville have nydt at købe ind på markedet, nydt at stå i køkkenet med Preben og nydt at fortælle historier. Han var her i vores samtale, i vores tårer og smil.

I går lørdag (Birthes sidste feriedag) gik turen til Dubai. Vi startede med at køre til Atlantis, hotellet der ligger på Palmen. Denne gang gik vi ind, da vi havde hørt om et kæmpe akvarium i forbindelse med en restaurant. Vi satte os og fik en croissant og en kop American coffee, med udsigt til hajer, rokker og alle mulige forskellige små og store fisk svømmende mellem hinanden.

 

Som noget andet nyt stoppede vi ved et kæmpe frugt/grønt og fiskemarked. Ikke for at købe noget men bare for at nyde farverne, duftene om end ikke så særligt gode dufte ved fiskemarkedet!! Der var et væld af frugter og grønt vi slet ikke kendte, bananer og kokosnødder i klaser. Så overvældende og fantastisk bare at gå rundt og nyde og undres over.

Sød lille historie på frugt og grønt markedet: En ung fyr fulgte efter Preben med sin trillebør, da vi købte 1 kg. vindruer tilbød denne unge mand at køre dem i sin trillebør. Men da vi vidste vi ikke skulle have mere var det jo ikke nødvendigt, så Preben smilede til ham, gav ham 5 Dhs og sagde at vi ikke behøvede hans hjælp. Der er mange ”nyttejob” der holder folk beskæftigede her. Dette var så ét af dem.

Dagen sluttede ved verdens højeste tårn Burj Khalifa. Preben tog med Birthe op mens jeg blev tilbage og nød en kop kaffe og min bog. Da det blev mørkt satte vi os på vores ynglings restaurant for at spise og nyde springvandet som ”spiller” hver halve time med musik, sprøjt i flotte formationer.

Senere på aftenen, efter at have vist Birthe en lille del at Dubai Mall (indkøbscentret med 1200 butikker), fandt vi et stille sted og nød en kop aftenkaffe. Hvorefter vi satte Birthe af ved lufthavnen kl. 23.00. Desværre skulle hun vente i 4 timer på flyafgang, men Preben skulle jo på arbejde i dag kl. 7.00. Heldigvis havde hun en god bog og strikketøj med. Jeg har mailet sammen med hende, og hun er kommet godt hjem til Hinnerup igen. Heldigvis skal hun først møde på tirsdag, så hun har lige et døgn til at fordøje alle de mange indtryk og få styr på alt det praktiske i forbindelse med tyveriet sidste weekend.

 

Og om et par timer er det Birthe og Knud vi henter i Dubai. Så endnu en dejlig uge ligger foran os.