Jakobsen i Abu Dhabi

Endnu en ugebeskrivelse, som vil bære præg af at der ikke er så meget nyt og spændende at fortælle om. Ikke at vi ikke har det godt, men bare at det har været en helt almindelig uge, hvor Preben tager på arbejde fra morgen til aften og jeg hygger mig med min zumba, mit strikketøj, bøger, telefonsamtaler, mails og tid til tanker.

I næste uge den 5. november har jeg været i Abu Dhabi i et år. Husker tydeligt hvordan jeg slæbte afsted med min tunge kuffert fra Vejle station til Sorø, hvor jeg overnattede hos Lisbeth og Anker dagen før afrejsen. Næste dag kørte Anker mig til Kastrup. Og så sad jeg pludselig i gaten i København lufthavn, og med Preben ventende i Dubai. Med både glæde, forventning og nervøs for alt det ukendte.

Når jeg tænker tilbage, hvilket jeg jo har god tid til, er året bare fløjet afsted. Faktisk er det ikke til at forstå at det første år allerede gået, og at vi kun har ét år tilbage hernede.

Det har været et fantastisk eventyr at være her, Preben er begyndt at kalde vores liv her i Abu Dhabi for (vores parentes), og hvor har det bare været en god (parates) ind til nu.

Jeg har skrevet det mange gange før, men gør det igen. Vi er utrolig privilegerede at vi er her. Preben er glad for sine udfordringer på sit job her, og betragter ofte sit arbejde som en hobby. Jeg er glad for at jeg turde tage springet fra vores trygge liv i Seest og hertil. Vi snakkede om det forleden, hvor vi tænkte tilbage på vores tid på Langeland, og hvor svært det var for mig bare at flytte til Svendborg, da vi skulle til at studere i Odense. Og nu er jeg/vi her så langt hjemmefra.

Det gode ved at være her er, at Preben og jeg har oplevet at komme tæt på hinanden, vi har jo ikke i årevis haft så god tid til bare at sidde sammen, være sammen, ikke nødvendigvis snakke eller gøre det vilde, bare være med hinanden. Det er godt.

Men vi er også rigtig glade for at blive forstyrret i vores to-som-hed. Vi har nydt at have gæster og vil nyde at have gæster fremover. Det er så hyggeligt at dele vores liv her med andre, og det er dejligt at være sammen med venner og familie på en helt anderledes måde. Derhjemme har vi jo ikke gæster en uge ad gange, hvilket vi har her. Det giver gode oplevelser, gode samtaler, god mad og vin, smil og latter.

Jeg oplever at have utrolig god TID. Tid til eftertanke, tid til bøn, tid til at sidde og kigge ud på vandet, på solnedgange, månen og flyvemaskiner, tid til gåture, tid til middagssøvn, tid til zumba, tid til at lytte til spændende udsendelser på P1, tid til at lytte til musik, tid til at strikke og hækle, tid til at læse og tid til at skrive (jeg skriver stikord til ”min bog om plejebørn”, men skriver også mine egne tanker og overvejelser ned). Tænk at have så god TID til alle de søde mennesker jeg holder kontakt med derhjemme. Jeg gør ikke det store for at lære nye mennesker at kende her, kun dem jeg naturligt møder til Zumba. Dem drikker jeg kaffe med engang imellem.

Hjemme i Danmark oplevede jeg jo nogen gange at tiden ikke slog til, til alt det jeg gerne ville. Jeg spurtede afsted fra det ene til det andet for at nå det jeg skulle. Og ærligt var jeg tit træt og faldt i søvn på sofaen efter endt arbejdsdag. Gid jeg kan finde en god balance på arbejde og fritid når jeg kommer hjem. Så jeg kommer til at opleve TIDEN som min ven, og at der er nok af den til mig selv og andre.

Jeg tror Preben savner nogle mandevenner ind imellem. Han er super sød til at være sammen med Raquel og mig, men som han siger: ”Det vil altså være sjovere at se James Bond med nogle mænd.” Jeg har foreslået ham at spørge sine kollegaer om de vil med i biografen en aften. Sådan lidt som han plejer, med Kolding-mænd derhjemme.

Slut med mit helt almindelige brev om en helt almindelig uge i Abu Dhabi.

Ønsker Jer en dejlig uge, med lige al den TID I har brug for.

Jytte

2015-10-31