2015 Uge 47

Jakobsen i Abu Dhabi

 

Sidder i bilen på vej hjem fra Dubai. Vi har lige sat Anne-Grete af i lufthavnen. Desværre skal hun sidde 5 timer der, da hendes fly først letter kl. 3:00.

Preben og jeg er nu på vej til Abu Dhabi lufthavn, hvor vi henter Lis og Ole, de lander kl. 22.30, og skal være hos os i denne uge.

Det har været en dejlig uge med Anne-Grete, der er blevet hygget og snakket igennem. Vi har nydt hendes selskab, og jeg tror Anne-Grete hver dag sagde: "Det har også været en god dag."

Selvfølgelig bliver det de samme ture vi tager på, og de samme steder vi ser. Men det er forskellige oplevelser hver gang. Det er kun ørkenturen jeg ikke rigtig magter på grund af køresyge.

Vi fik æren af at være med til at fejre Anne-Gretes 60 års fødselsdag d. 18. november. Dagen startede med med fødselsdagssang på sengen, kaffe og hygge på altanen, brunch på en cafe ved Cornichen med udsigt til vandet og skyline. Derefter gik vi til stranden, hvor vi nød eftermiddagen med badning og afslapning på hver vores liggestol. Om aftenen inviterede Anne-Grete på restaurant, hvor vi fik en kæmpe buffet med alt muligt god mad. Citat Preben: " Jeg har sort bælte i buffet." Sagt med Prebens særlige smil på læben.

Preben har været en tur i Qatar i tirsdags med sit arbejde. Det er en fordel at bruge en vestlig ingeniør med gråt hår, når der skal forhandles med kunder.

I går kørte vi en tur til Al Ain, hvor vi viste palmelunden og bjerget Jebel Hafeet til Anne-Grete. Begge dele er skønne steder og på hjemturen besøgte vi Zheikh Zayed Heritage Festival. Et spændende marked med masser af arabere og fantastisk stemning. Arabisk musik og mænd der dansede med hinanden, mens de jonglerede med stokke og geværer. Virkelig en anderledes måde at danse på, men det ser super hyggeligt ud.

Der var salgsboder fra forskellige steder i verden, jeg forelskede mig i et billede af en maler fra Kazakhstan, men det var for dyrt så jeg købte det ikke.

I dag har vi så været i Dubai, vi kom sent afsted hjemmefra da vi lige skulle gøre "hotelværelset" klar til nye gæster. Vi har haft en rigtig fin dag og jeg var med Anne- Grete oppe i Bujr Khalifa (verdens højeste bygning). Det er en storslående oplevelse at se ud over Dubai. Mægtige skyskrabere og vejnet der snor sig ud og ind. Manden bag bygningen er citeret for blandt andet at sige: "Ordet umuligt findes ikke i en leders ordbog." Og sådan ser det ud, som om intet har været umuligt at bygge. Vi snakkede flere gange om hvor fascinerende det er med alle de store og forskellige skyskrabere, og at byen er kommet så vidt på 25 år.

Anne-Grete og jeg har levet i stille tempo hver dag, vågnet roligt op med kaffe i koppen, siddende på altanen i vores nattøj. Vi var også de sidste der er gik i seng, og hver aften er det blevet temmelig langt over midnat før vi skubbede skydedøren i. Jeg er ret glad for at opleve at jeg stadig kan nøjes med lidt nattesøvn, og stå "frisk" op. Preben er undskyldt, han skal jo passe sit arbejde, så han bliver nødt til at passe sengetider. Anne- Grete og jeg er begge forudrede over, at vi efter 6 dage sammen, stadig har emner der kan tales om. Jeg tror Preben er taknemmelig for han har et job han skal passe. :)

Jeg fik lært Anne-Grete at spille WORDBRAIN, de sidste aftener var det det, der holdt os oppe. Og i Dubai i dag, lå vi på tæppet efter frokosten, og løste et par niveuer. Sjovt og hyggeligt.

Igen må jeg udtrykke min taknemmelighed over at være her i Abu-Dhabi. Tænk en gave at have glæden af venners og familiens besøg.

 

Jytte

2015-11-21