Jakobsen i Abu Dhabi
Jeg længes efter komme hjem til Langeland og mine søskende.
Samme tirsdag var Prebens forældre og Rikke landet i Abu Dhabi kl. 06.00 om morgenen. De skulle have kommet mandag, men på grund af dårligt vejr i Europa måtte de overnatte på hotel i Hamborg. Dette besøg har vi set frem til med stor forventning og glæde. Og heldigvis er det lykkedes at få nogle rigtige dejlige dage med dem. De er så søde til at rumme når jeg græder og bliver trist, og de kendte mor så godt. Mor, Gudrun og Regner har været sammen mange gange til festlige lejligheder hjemme hos os i Seest.
Det er så dejligt at Gudrung og Regner har set hvor vi bor her i Abu Dhabi. Nu kan de meget bedre følge med i vores liv og hverdag. De synes også vi bor helt fantastisk, særligt udsigten gør indtryk. Vi har siddet med åben dør både morgen og aften og nydt at kigge ud sammen med dem.
Vi tager det stille og roligt, for Gudrun får hævede ben af varmen og Regner bliver så træt af alle de mange indtryk og gåen som vi byder ham. Han har fået købt sig en stok, hvilket er en god ting. Som han siger: ”Bare jeg har min stok og Rikke så går det.” Hver dag har de takket for en god dag, og vi nyder at have dem hos os.
I eftermiddag har vi været ved Cornichen og bade, Regner vil nu hellere bade i poolen. Gudrun kunne flyde hvilket hun ellers aldrig har turdet før. Lige nu hvor kl. er 19.00 tager Regner sig en ”farfar”,
Dette bliver et anderledes ugebrev, mere alvorligt og tænksomt end alle de andre: Min kære gamle mor døde i tirsdag d. 31. marts om aftenen.
Tirsdag er min ringedag med mor, og jeg har følt at hun nærmest sad og ventede på opkaldet lige meget om jeg ringede formiddag, eftermiddag eller aften.
I tirsdags hvor jeg ringede hjem var det Karl-Thorvald (min storebror) der tog telefonen, og han fortalte at mor var dårlig. Men ingen havde troet at mor ville dø den dag. Jeg fik lov at være med helt tæt på sammen med Karl-Thorvald via telefonen, og så alligevel alt for langt væk. Jeg vidste at mor blev kørt afsted i ambulancen, jeg vidste at hun blev undersøgt, jeg frygtede at hun skulle dø, men håbede at det var noget der kunne ordnes, så jeg igen kunne sidde sammen med hende i hendes lille række hus på Solskrænten. Jeg havde sådan glædet mig til at skulle hjem og være sammen med hende og forkæle hende i april, maj og juni. Men sådan bliver det ikke. Mor fik hjertestop da ambulancen nåede Svendborg Sygehus.
Jeg tager hjem i morgen, natten mellem lørdag og søndag d. 2/3 april. Jeg har mange ”hjem”, men særligt mit første hjem, som mor og far skabte for mig og mine søskende, græder jeg over nu at miste for altid.
Det er både sorgens og taknemmelighedens tårer. Aldrig mere skal jeg smage mors kylling eller jordbærgrød, aldrig mere kan jeg tage hjem og hvile ud når jeg har brug for det, aldrig mere kan jeg holde hendes varme hånd, aldrig mere kan jeg hører hende sige: ”Min pige” og aldrig mere vil hun spørge til vores børn. Men dette og meget meget mere bor i mit hjerte, og jeg vil bære mor med i mit liv, som jeg bærer far. Jeg er så taknemmelig for, og stolt over at at være barn af mor.
Ære være min kære mors minde.
Gudrun ser på billeder på hendes i-pad og læser om Abu Dhabi. Rikke ligger på sofaen og læser, og Preben er endnu engang kok.
I morgen tager vi til Dubai hele dagen, og jeg bliver sat af ved lufthavnen sidst på aftenen. Gudrun, Regner og Rikke flyver hjem fra Abu Dhabi på mandag. Preben tager en kort arbejdsdag søndag, så han kan være sammen med dem den sidste dag.
Tak for medleven i vores liv, for mails og tlf. opkald. Jeg vil slutte med at citerer nogle linier fra en salme i Den Danske Salmebog:
”Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.”
Det er sådan det er, det her liv.
2015-04-03 Kærlige tanker Jytte
