2015 Uge 50

Jakobsen i Abu Dhabi

 

Jeg sidder udenfor på altanen, det er ved at blive mørkt og jeg har tændt stearinlys. Preben læser i sin bog og har lovet at lave aftensmad i dag.

I dag er vi lidt trætte, vi kom sent hjem fra Dubai i går. Men pyt – Preben har weekend og vi skulle ikke noget, så vi har sovet længe og lavet ingenting. Sidst på eftermiddagen gik vi en tur på en ny strand, dejligt at mærket vinden i håret og solen i ansigtet. Godt nok har Preben ikke så meget hår han kan mærke vinden i, men han har godt af at komme lidt ud. Stranden var absolut ikke for turister, så der var ingen ansat til at samle skrald, hvilket betød at det flød med affald overalt. Så har vi set det med i den her ellers rene by, hvor der er ansat rigtig mange mennesker til at holde by og strande rene.

Ellers har vi nydt at have min veninde Heidi fra Kolding på besøg i denne uge. Vi hentede hende i Dubai sidste fredag, og satte hende af igen i lufthavnen i går til midnat. Sådan en uge går bare alt for hurtigt, det er som om vores gæster lige er kommet når de skal afsted igen.

Jeg må igen udtrykke min store glæde over at kunne dele ud af vores oplevelser til andre. Heidi har sagt IH og ÅH, som mange andre af vores gæster har gjort det. Og hun blev så rørt over at se Dubai Fauntains (springvandet foran Bjur Khalifa), tror hun nåede at se det fire gange, med forskelligt musik og forskellige bevægelser på vandet.

Vi har været runden rundt først i Abu Dhabi, og set The Grand Mosk, Heritage Village og Emiraterne Palace. Og har nydt to eftermiddage ved standen, først Corniche og sidst Saadiyat Beach, og ligget lidt ved poolen. Dog har vi oplevet ”kulde” én dag, hvilket betød 18 grader, blæst og faktisk også lidt regn. Så vi blev indendørs, rullede sofaen ud så der blev plads til os begge. Fandt tæpper frem, tændte stearinlys, læste i vores bøger, snakkede og hørte musik. Vi har nydt hinandens selskab, taget os god tid til morgenkaffen som vi hyggede os med på altanen. Snakket og været stille sammen. Og Preben har, som sædvanligt passet sit arbejde, og kommet hjem og hygget med os om aftenen. I onsdags kørte han med os til Heritage Festival efter arbejdstid (den Anne-Grete, Lis og Ole også har været med ude i), vi inviterede Raquel med. Det blev en hyggelig og sjov aften, særligt den arabiske dans gør indtryk. Mændene samler sig i flokke, i deres hvide kjortler og tørklæder, og så danser de som duer eller kameler. Preben siger at han tror han kan lære den dans. Så tag jer i agt for næste fest vi afholder, gad vide om han vil prøve at introducere dansen for Jer mænd. Man ved aldrig??

Vi sluttede af i Dubai i går, først kørte vi ud på Palmen, besøgte hotellet Atlantis, derfra Sejlet, Souken, Dubai Mall og Bjur Khalifa. Frokosten blev nydt i Safa Park, den park vi fandt da Lone og drengene var her. Nu har vi sandwich, tæppe og Prebens strandstol med, der sidder vi så med udsigt til Bjur Khalifa. I går var det fredag, så der var rigtig mange mennesker, hvilket gav en super hyggelig stemning. Der er stor tradition for at mennesker mødes i parker når de har fri.

I souken havde vi en helt speciel oplevelse. Heidi var en lille smule interesseret i en taske, altså en kopivare. Preben gik foran da den første den bedste sælger sagde: ”Do you want watches, bags. Gucci, Vuitton, Prada, good price.” Normalt sørger vi for ikke at få øjenkontakt og går hurtigt forbi dem, der er mange af dem, og de dukker op hele tiden. Men Preben sagde okay, og vi blev guidet væk fra gaden med boderne, om i nogle små gyder og op i en elevator. Manden der viste os vej bankede på en dør , der blev låst op, og da vi kom ind lokalet var der masser af kopi-tasker og overvågningskameraer, døren blev låst efter os med det samme. Heidi var ude efter en bestemt sort og lille taske (mærket var underordnet). Og da den første butik ikke kunne matche hendes ønske blev vi taget med videre til endnu en baggårds-butik. Heller ikke i denne butik lykkedes det og vi gik igen, om end de prøvede at få os med til endnu et sted. Vi gik uden taske og uden at være kriminelle. Det er nemlig ikke lovligt at tage kopi-varer med hjem til Danmark. Selv om de alle siger: ”No problem. Det var tydeligt at dem der solgte sørgede for at skjule deres ulovlige handlinger. Og nu er vi en oplevelse rigere.

Endnu en dejlig uge er til ende, det er allerede 3. søndag i advent i morgen og vi kommer snart hjem til Danmark. Ønsker Jer alle sammen en hyggelig søndag og en god uge.

 

Jytte

2015-12-12