2015 Uge 39

Jakobsen i Abu Dhabi

 

I denne uge har vi været på Eid ferie - den store eid efter hajj. Preben havde fri onsdag og torsdag + weekenden.

 

Lige nu holder vi ved en græsnepost fra Oman til Abu Dhabi, klokken er 13.30. Der er total kaos af biler og mennesker, Preben er inde for at få et stempel i vores pas, og bilen og jeg er smidt ind imellem det hele. Preben har lige været her og meddelt at det kommer til at tage lang tid. Uha det er lige sådan noget jeg ikke er helt tryg ved. Da vi kørte fra Abu Dhabi til Oman i onsdags, krydsede vi en anden grænsepost, hvor p- forholdene var gode. Godt nok var der også mange mennesker, men der kunne vi stå i kø under mere ordnede forhold, det tog en time, håber ikke det tager længere i tid dag. Der bliver dyttet og folk ser mere eller mindre opgivende ud.

Nå...

Vi har haft en fantastisk tur til Muscat, det har været alle de kørte kilometer værd. Vi har set bjerge i utallige farver, størrelser og former.

Torsdag brugte vi på at se Muscat. Først besøgte vi Grand Mosk. Det var en smuk oplevelse, det håndknyttede gulvtæppet, de flotte lysekroner og det fineste mosaik. Preben havde korte bukser på, og en sød taxachauffør der stod ved indgangen tjente lidt på det, han havde en disdas (lang kjole) bag i bilen, og for en beskeden sum kunne Preben låne den. Derfra kørte vi videre til den gamle bydel, hvor vi så souken (små handelsgader), vi var der midt på dagen, hvilket betød at alt var lukket. Det gjorde nu ikke spor, vi havde kørt forbi aftenen før og set et virvar af mennesker. Men det var hyggeligt lige at gå op af gaderne.

Inden vi tog tilbage på hotellet så vi operahuset udefra - et kæmpe bygningsværk.

 

Pyh - nu er bilen kommet ind på et mere sikkert sted! Godt det der "stempel-kontor" ligger tæt på, så jeg bare kan hente Preben.

 

Tilbage til Muscat. Vi så desværre ikke operahuset indenfor, da der var prøver på scenen.

På grund af varmen, 36 grader, valgte vi at tage hjem på hotellet i airconditionen. Sidst på eftermiddagen, lige inden solen gik ned gik vi en skøn tur langs stranden nær hotellet. Vandet vi så ud på er Golf of Oman. Der var små fiskerhuse, hvor både og garn kunne kommer under tag. Og jeg samlede selvfølgelig lidt forskelligt sten og skaller op, lige hvad jeg kunne have i en hånd.

Fredag kørte vi ud i naturen. En køretur på 200 km. førte os til Wadi Shap. En wadi er dybe kløfter i bjergene hvor regnvandet bliver ledt ud i havet. Her i dette område kan der komme voldsomt meget regn på en gang. Stedet her var særligt anbefalet af Tripadvisor. Det var en storslående oplevelse, smuk smuk natur. Bjergsider og sten i 1000 forskelliger former og farver. Vi gik stille og roligt opad bjerget, og holdt mange små pauser på grund af varmen. Vi sluttede ved den smukkeste grønne bjegsø, hvor vi badede sammen med alle de andre som også havde taget turen. Forinden havde vi gået forbi en anden sø som nærmest var turkis.

 

Jubi Preben har fået vores stempel efter 1 1/2 time!!

Alt dette kaos fordi alle folk skal over grænsen, og hjem efter Eid-ferien.

 

I Muscat og på turen har vi fået fantastiske indtryk. Kulturen her er ikke så spoleret som i Abu Dhabi og Dubai. Byggestilen er lav og holdt i traditionel arabisk stil. De fleste huse er malet hvide eller er sandfarvede, enkelte lyserøde eller lyseblå. De kører med køer og geder bagpå deres biler. Vi så også en enkelt kamel blive transporteret liggende på et lad, det ser vi selvfølgelig tit, dog transporteret på lidt større biler. Denne kamel blev kørt på ladet af en Toyota. I torsdags hvor det var Eid, så vi en flok mænd under et træ, i færd med at slagte en ko som bare lå på jorden.

Cyklister og fodgængere er et almindelig syn på motorvejen, både i den rigtige og forkerte retning!! Og taxaer samler folk op og sætter dem af lige i kanten. Preben så en mand tabe sin ene sko da han krydsede motorvejen, han løb endda tilbage efter den. Hvad hvis han faldt, og vi kom med 120 km. Frygtelig tanke!

Når vi kommer tilbage til Abu Dhai har vi kørt 1600 kilometer, og er fyldt af indtryk.

Håber I hver især har det godt, må I alle have en dejlig søndag og en god uge.

 

Jytte

2015-09-26