2016 Uge 1

Jakobsen i Abu Dhabi

 

Advarsel! Jeg aner ikke hvad jeg skal skrive om i denne uge!

Efter en intens og helt igennem dejlig juleferie hjemme i Danmark, hvor vi havde aftaler hver dag, landede vi så i Abu Dhabi i søndags, som I jo ved fra sidste ugebrev. Vi har gået stille omkring, eller det har jeg i hvert fald. Ikke fordi jeg har været trist, for faktisk var det ikke så svært for mig at komme tilbage, som de andre gange. Jeg nyder jo også min hverdag her, og er blevet meget glad for ikke at skulle noget hele tiden. Preben har som sædvanligt passet sit job, han havde en kort uge på 4 dage. Han har nydt weekenden og fået læst sin julegave færdig – ”Tilfældigt strejfet” af Allan Olsen (den nordjyske visesanger). Allan Olesen har spillet uendeligt mange timer i vores liv. God musik og mærkelige tekster, som på en eller anden måde alligevel fænger, i hvert fald, sådan nogen som os.

Jeg er gået i gang med at læse en fælles julegave, som vi fik af Noras morfar Ingvart. Han har for nyligt udgivet bogen ”Kong Pukkelrygs Saga”. Ingvart kan i hvert fald også noget med ord og den nordiske historie og mytologi, og har skabt et spændende eventyr, som jeg er glad for at få lov til at læse.

I dag har jeg f.eks læst: Om mennesket Tom der møder geden Tandgrisner (som kan tale): ”Husk, at hver dag er en god dag. Start dagen med at sige: ”I dag er en god dag.” Og sæt energien ind på, at det bliver sådan. Se på dagen, og hvad den giver dig, uanset hvordan den arter sig overfor dig. Hvis solen skinner, bliver det en god dag. Og hvis det regner, så bliver det også en god dag.”

Og hjemme i Danmark har vi hørt at det sner, forhåbentlig giver det også Jer en masse gode dage. Jeg ved godt det også kan være besværligt med snerydning, glatte veje og fortove. Men uberørt snelandskab, høj sol og en klar frosthimmel er noget helt særligt. Vi har også ”sne” her i Abu Dhabi, det opdagede vi da vi gik en tur i Mushrif Central Park torsdag aften. En del af parken var omdannet til et kæmpe snelandskab med snekanoner, igloer, snebolde, sne i træerne og på jorden. Hvid overalt. Så i 22 grader en ganske almindelig torsdag aften gik vi lige ind i en ”snebyge”. Hvidt skum (som i skumbad) fløj ud af og klæbede sig fast i vores hår og på vores tøj. Området var specielt tilegnet børn, og det lod vi bare som om vi var. Ha ha…! Vi var sammen med Raquel og sluttede aftenen af på Cafe Arabia, som bare er en hyggelig lille cafe, vi blev nærmet bedt om at gå da klokken var 23.00. En venlig tjener som havde været i gang siden kl. 7.00 om morgenen ville gerne hjem. Forståeligt nok. Hun kom med regningen og bad om 1000 dhs for to kopper cacao og en kop kaffe. Det gav smil på læben og en hyggelig snak.

 

Vi er i gang med at hjælpe vores kinesiske veninde Christina med papirarbejde. Christina lærte vi at kende sidste år, hun studerede til ingeniør fra et Canadisk universitet og var i praktik i Abu Dhabi. Nu er hun tilbage i Canada og skal emigrerer. Derfor har hun brug for en ren straffeattest fra politiet her i Abu Dhabi. Men det kræver helt op til 3 stempler. Først et stempel ved politiet, dernæst fra udenrigsministeriet og sidst fra den Canadiske ambassade. Heldigvis kan det hele klares her i Abu Dhabi, og vi mangler kun det sidste stempel. Så kan hun komme i gang med at søge statsborgerskab i Canada. Håber det lykkes for hende, da det er det hun allerhelst vil.

 

I dag har vi gået tur ved en ny strand i Abu Dhabi, hvor vi oplevede dejlig fred og ro. En livreder på stranden havde ikke rigtigt noget at give sig til, da der ingen strandgæster lå i den ende af stranden hvor han havde vagt. Han havde lavet en smuk havfrue i sand, som vi selvfølgelig måtte have et billede af. Hvis han nu boede i Danmark kunne det være han havde gået på Kunsthåndværkerskolen i Kolding. Men han er en fattig filippiner eller inder, og tjener penge ved at passe på turister. Dejligt han brugte sin tid på noget smukt. Tror det gav ham glæde, han blev i hvert fald glad da vi spurgt om vi måtte tage et billede.

 

I morgen starter jeg Zumba op igen, hvilket jeg virkelig også glæder mig til. Jeg har holdt pause i tre uger, tilmed med god mad, julekager og slik. Preben har lige været over at handle ind, han laver mad i aften og har planlagt indisk mad, ”Fish Biryani”.

Må Jeres uge blive god. Må vi øve os i at tænke: ”I dag er en god dag.”

 

Jytte

2016-01-09