2015 Uge 27

Jakobsen i Abu Dhabi

 

”Ude godt - men hos Preben er jeg altså hjemme.”

Og det er dejligt det er sådan, for ellers ville resten af tiden i Abu Dhabi blive lang. Jeg falder stille og roligt til igen, og Preben går og smiler og siger hver dag at han er SÅ GLAD for at jeg her hos ham igen.

Jeg har regnet ud at jeg mens jeg var i Danmark har overnattet 21 forskellige steder, og flere af stederne er jeg vendt tilbage til. Det skrev jeg så forleden dag på en SMS til Preben mens han var på arbejde. Og jeg fik hurtigt svar tilbage: ”Jeg er bare glad for du overnatter hos mig nu.”

Jeg har også regnet ud at jeg har kørt ca. 7000 kilometer mens jeg var hjemme, land og rige rundt. Jeg kørte vores Ford Mondeo helt i knæ. Det vil sige at jeg måtte have den til mekaniker og få sat en ny udstødning på 14 dage før Preben kom hjem. Godt jeg lige havde Regner i baghånden.

Jeg har kørt til Langeland flere gange, Grejs, Kolding mange gange, Svendborg, Århus helt vildt mange gange, Årre, Hedensted, Stenstrup, Hinnerup, Løsning, Åbybro, Faxe, Sorø, Thurø, Varde og Vejle. Det er blevet til mange besøg og jeg tænker særligt over det lige nu, at jeg er SÅ UFATTELIG RIG på mennesker, nærvær, omsorg, kærlighed, smil og latter.

Har læst et fint lille citat som bare passer på det jeg har oplevet:

”Lykke kan man ikke rejse til, eje, tjene, bære eller indtage.

Lykke er den spirituelle oplevelse af at leve hvert minut med

kærlighed, nåde og taknemmelighed.”

Tak til Jer alle sammen fordi I brugte tid på mig, for den gæstfrihed jeg har mødt, for omsorg og smil.

Og nu er jeg så her i Abu Dhabi igen. Ugen er gået med at falde til. Det er blevet én gang til zumba, én gang på en cafe med Preben indenfor i aricondition, for selv om aftenen er det for varmt, for os nordboere, at være ude. Vi gik først en tur ved stranden, hvor vi soppede i noget ganske varmt vand, vi fik at vide at det var 34 grader varmt. Phy… så gåturen gav sved på panden selv om vi gik meget langsomt!!

I weekenden har vi nydt hinandens selskab. Det er blevet til god mad og rødvin, kirkegang i går formiddag, og om eftermiddagen vovede vi os til Saadiyat Beach (stranden), hvilket faktisk var en overraskende behagelig oplevelse. Det var en smule blæsende, vandet var 32 grader med høje bølger. Så det var helt vildt godt at bade. Vi kunne også ligge og læse uden det var alt for varmt, selvfølge under en parasol. Vi har i dag været ude at købe en parasol og et strandtelt, da vi faktisk giver 50 kr. for at leje en parasol/stol pr. gang pr. person. Og vi kan jo ikke holde til at være ved stranden så længe, så vi vil prøve vores eget grej af i næste weekend, og tage til Cornichen som er en anden strand, hvor man kan være gratis.

 

Preben er begyndt at se en serie om Mohammad på DR 1, tre afsnit om hans liv som har gået i slutningen af juni. Jeg så med på første udsendelse, men blev pludselig så træt. Lige nu ligger Preben på sofaen og ser afsnit nr. 2. Han synes faktisk det er en god og informativ udsendelse. Så hvis nogen er interesseret i Mohammad og den muslimske tro kan I selv finde serien på DR 1 (2 dage endnu).

Jeg vil ønske Jer alle sammen gode ferier, for nu kommer tiden hvor I alle får ferie, og nogen af Jer smutter afsted til fjernere himmelstøg. Håber I hver især må få gode og glade oplevelser. Og at I får slappet af fra hverdagens mange krav og forpligtelser. Pas godt på Jer selv og hinanden.

Jytte

2015-07-04

Svaner i Sorø er også spirituel lykke for Jytte