Jakobsen i Abu Dhabi
Sidder i bilen på vej til Dubai. Vi er på vej for at hente Irene, Sasha, Sarah og Maria (Sarahs veninde).
Vi har haft en stille uge, hvor der ikke er sket det store. Preben har været på konference onsdag og torsdag, og udvekslet viden med andre ingeniører fra olie og gas branchen. Han arbejder stadig mest på danske projekter, da den lave oliepris gør at der ikke er så meget gang i nye projekter hernede. Men heldigvis er der nok at lave for Rambøll i Danmark.
Jeg har nydt mit eget selskab, hvilket jeg bare er rigtig god til. Jeg er min egen chef og har givet mig selv lov til at læse, læse og læse. Selvfølgelig passer jeg min "house-wife" stilling ved siden af, og jeg har ikke fået nogen klager fra Preben. 😃 Så der har nok været balance!!
Jeg hat fået læst Italiensvej færdig. Den var let læst, en rigtig sød og finurlig kærlighedshistorie med sjove vinkler. Noget andet er det med Havets Katedral, som jeg også snart er færdig med. I den er der også kærlighed, men med stor lidelse. Denne bog har mere dybde og beskriver almindelige menneskers slidsomme liv og undertrykkelse i Barcelona i 1300 tallet. Uha... hvor er jeg dog taknemmelig for at leve i vores tid. Og det kan jeg sige fordi jeg er født og opvokset i Danmark, beskyttet fra alverdens nød,krig fattigdom og uretfærdighed. For verden i dag er også for mange menneskers vedkommende, en kamp om overlevelse og et værdigt liv
Ved gudstjenesten i går var der en Inder der fortalte hvordan han og hans kone, og siden kirken, har hjulpet 160 forældreløse børn i Nord-Indien. I 1994 startede de med at hjælpe gadebørn, som de lod bo hos sig og gav dem mad. Dette har så udviklet sig til at være et arbejde mange i menigheden tager på sig. Jeg snakkede med ham efter gudstjenesten hvor han fortalte at nogle af dem der hjælper, endda selv faster for at have råd til mad til børnene. Der bliver også sørget for undervisning til børnene. Nogle af disse børn har ikke engang et navn når de bliver fundet. Han fortæller hvor fantastisk det er at se håbet blive tændt i deres øjne, efterhånden som tiden går.
Blev jeg ramt? I hvertfald blev jeg rørt! Rørt og taknemmelig over at en mand som han, gør så meget godt for andre. Og så minder hans vidnesbyrd mig om at gøre godt, godt blandt dem jeg er sammen med. Jeg har måske skrevet det før? Lars Lilholt har en fantastisk sang hvor han synger om at livet handler om "At tænde lys for hinanden."
Sangen kan I finde på nettet under titlen "For at tænde lys." Lyt til den en dag.
Og jeg kan fortsætte. For jeg har også læst en af mine fagbøger med titlen"Hvad børn ikke ved har de ondt af." af Karen Glistrup. Hun understreger hvor vigtigt det er vi SER , HØRER og ANDERKENDER hinanden. Overalt i verden er der brug for mennesker der har TID. Tid til at stoppe op, tid til at se, tid til at lytte og tid til at gøre det bedste for at forstå det andet menneskes situation. Og hvad mon vi får til gengæld? En glæde og dyb fred inden i ved at se håbet tændes i en andes øjne. Og måske en dag, er der en der stopper op og hos dig, når nu har brug for det. Jeg tror det er det vi får ud af det.
Nå.... jeg snakker jo bare for mig selv. Og når jeg som i denne uge ikke har oplevet så meget, så løber tankerne - den ene efter den anden.
Og lige i dette minut har Irene ringet at de står klar til afhentning. Citat Preben: "To gange er vi kommet for sent når vi skulle afhente vores gæster, og begge gange har DU været med!!" Altså altså... heldigvis er det sagt med et smil på læben og en viden om at flyet er landet 15 min. før planen! Men der er udviklingmulighed, det erkender jeg blankt. Jeg er " tidsoptimist".
Nu glæder vi os til at have gæster. Tror vi stopper ved Sejlet og ser om der er stemning for en tur i bølgerne. De kommer jo ned til solskin og varme.
Rigtig god uge til Jer alle sammen.
Jytte
2016-02-13
