Sidder som så mange gange før på altanen. Det er lørdag aften og Preben er lige gået ned for at handle ind til aftensmad.
Vi har haft en super hyggelig weekend. Det er med at nyde hver eneste dag, for lige om lidt er det slut. Vi har nu fået den præcise dato for vores hjemrejse. Vi er tilbage i Danmark tirsdag d. 28. juni.
Det glæder vi os selvfølgelig til, men samtidig er det da også helt mærkelig at skulle sige farvel til Abu Dhabi igen.
Denne uge har jeg for alvor taget fat på at arbejde med min bog til plejeforældre. Jeg står op hver dag kl. 7.00, I læste rigtigt, og laver dagplan for min tid over hvad jeg skal nå hver dag. Jeg har bestemt at bruge den sidste tid her i Abu Dhabi, så godt så muligt på bogen. Når jeg kommer hjem har bogen fortsat 1. prioritet, og Preben og jeg har aftalt at jeg ikke starter på at arbejde før i 2017. Nu tror jeg på bogen, jeg er meget optaget og fokuseret og glæder mig over at jeg endelig er kommet videre. Preben har lovet at hjælpe mig med at søge fonde, det er nemlig ikke min stærke side. Jeg har brug for økonomisk støtte til de mennesker jeg skal have ind over til at hjælpe mig. Jeg har brug for folk der kan læse med, og for én der kan lave illustrationer, og så selvfølgelig udgivelsen.
Så Preben passer sit arbejde på Rambøll og jeg passer mit arbejde med bogen.
I går fredag havde vi Charles, Julie og Poul med hjemme til frokost efter kirke. Jeg skrev om dem i sidste ugebrev. Vi kender bare en buket at mange forskellige mennesker efterhånden og det er så spændende. Julia er lærer og underviser lokale, det vil sige arabiske unge drenge og piger, pigerne er de flittigste fortæller hun. Julie har været soldat tidligere, hun har været i tjeneste i Tyskland i 4 år og var russisk tolk. Tænk at kunne mestre russisk.
Vi havde nogle hyggeligt timer med dem, snakken gik og der blev fortalt historier. De har boet her i 8 år og kender flere lokale familier. De har oplevet et bryllup hvor kvinder og mænd var hver for sig, i kvinde og mande telte. Mændene så aldrig bruden, dog så kvinderne gommen. Julie fortalte at kvinderne var utrolig smukke med masser af makeup og totalt dresset op. Masser af farver og uden nogen form for tildækning, der blev spist og danset. Men da gommen kom var alle dækkede med deres sorte dragter og tørklæder. Som nat og dag.
Jeg tror jeg forstår mere og mere, hvor svært det er for nogle af vores flygtninge der kommer til Danmark. Når de kommer fra en kultur, hvor de er vokset op med at normen er, at mænd og kvinder hver sig, fra de er helt små, så er det da svært pludselig at skulle leve som os. Det er da klart det kræver tid og dialog.
Da gæsterne gik, havde Preben en aftale med en mand der gerne ville kigge på vores bil. Han regner med handelen er i hus. Det ved han helt sikker på torsdag hvor de har aftalt at mødes igen.
Derefter pakkede vi madkurven og badetøjet og tog til Corniche. Vi nød de sidste timer inden solnedgang og badede i 28 graders dejligt varmt vand.
For første gang i den tid vi har boet her, var der stor aktivitet på stranden, der var rigtig mange indere. Alle tre wallyball baner var i brug, og under alle palmetræerne sad og lå der mennesker i skyggen.
I dag har vi så hørt Mads og Monopolet, løbet lidt på løbebånd, læst, siddet lidt bag skærmen og fået handlet en flyttekasse så vi kan begynde at se hvor meget vægt vi har. Vi må ikke selv pakke vores ting, på grund af forsikring. Vi har taget så meget vi kunne med hjem de sidste gange vi har været i Danmark, så vi håber at vi holder os inden for de 200 kg.
Nu ligger Preben sandelig på sofaen med sin bog, så mon ikke aftensmaden står og simre.
I onsdags blev vores søde Rikke 24 år og det blev også ugen hvor Nora endelig lærte at kravle.
Må Jeres nye uge være fyldt med solskin og gode oplevelser.
Jytte
2016-05-28