2016 Uge 19

Jakobsen i Abu Dhabi

 

Vi er lidt sent med ugebrevet for sidste uge. Jeg sidder igen på altanen på 19. etage på Reem Island, og lader tankerne gå tilbage.

Vi har været hjemme i Danmark, jeg i næsten 3 uger og Preben kun fra tirsdag til søndag i sidste uge. For hans vedkommende var det ikke ferie, han var på kontoret i Esbjerg fra morgen til sen aften. Men heldigvis nåede han at se vores børn og skønne Nora.

Vi overnattede hos Prebens forældre i Hedensted, hvilket bare var så hyggeligt. Det kalder gode minder frem om dengang vi var helt unge og kom på weekend, først fra Langeland og siden fra Svendborg.

Det var dejligt at være hjemme, vi nåede desværre heller ikke denne gang min søde og gode familie på Langeland. Det er som om Nora og vores egne børn trækker os i en anden retning.

Jeg har haft glæden af at overnattede hos Rikke og var sammen med Nora og hendes dejlige mor og far i flere dage i den mellemste uge jeg var hjemme. Rikke og jeg fik overtalt Henriette og Morten til at lade os passe Nora en eftermiddag og aften, så de kunne gå i teateret og gå ud at spise bagefter.

Det er noget af det jeg glæder mig til ved at vi snart kommer hjem, at vi kan få flere timer sammen med den lille skat. Forøvrigt skal hun være storesøster til oktober.

Vi havde en skøn fredag hvor vi så både Karsten og hans kæreste May-Britt, Henriette, Morten og Nora. De kom til Hedensted og det var bare hyggeligt og rart. Dagen efter smuttede vi til Rikke, Preben ville gerne nå at være sammmen med hende også.

Og sikke et forårsvejr, jeg især, men også Preben har været hjemme i. Jeg har gået lange ture hver dag og nydt duftene, alt det lysegrønne, bærtræer i blomst, mælkebøtter, både de gule og de visne, køer på marken, fuglesangen og den friske klare luft. Det er en vældig kontrast til ørkenlandet her. Jeg fortrækker Danmarks klima og natur. Men er utrolig glad og taknemmelig over tiden vi har fået her i Abu Dhabi.

En dag gik jeg 20 km. sammen med Kirsten, hun træner til at gå på Hærvejen sidst i juni. Vi gik fra Hedensted mod Juelsminde, vi gik mange " omveje" da det ikke var så rart at gå på den trafikerede Juelsmindevej. Det var så smukt, de flotte gule rapsmarker og bøgeskoven. Og så alt det vi kunne nå at ordne imens. Snakken gik. Vi sluttede af med at drikke kaffe sammen med Gudrun og Regner på en hyggelig restaurant ud til lystbådehavnen. Prøv det en dag.

Jeg har også nået at passe mine søde niecer Sofie og Julie, vi kørte til Tirsbæk strand ved Vejle, vi havde en hyggelig eftermiddag med madpakke, is og slik. Og vi sluttede af med at kravle på kæmpe træstammer inde i skoven ved rådyrene.

Så ja, det var dejligt at være hjemme, men det er også godt at komme tilbage.

Skønt at gå 6 uger i møde, hvor Preben og jeg skal nyde den sidste tid i fulde drag.

Undskyld til alle Jer jeg ikke nåede, det må vi gøre bedre når vi flytter hjem til sommer.

 

 

Jytte

2016-05-17