2015 Uge 18

Jakobsen i Abu Dhabi

 

I denne uge har jeg været i Chennai i den sydøstlige del af Indien.

Det projekt jeg arbejder på har 6 ingeniører i Abu Dhabi og 18 på Rambølls kontor i Chennai, og det var for at mødes med dem jeg var afsted.

Mens jeg var der, var der indvielse at det nye kontor med plads til 150. Chennai kontoret vokser konstant og det er Rambølls strategi at 20-30 % af timerne på alle job skal udføres her for at holde prisen nede og vinde flere opgaver.

 

Chennai kan beskrives på to måder:

Det er en beskidt by med 15 mio indbyggere hvor det flyder med affald over alt og det mange steder lugter af kloark. Overalt går der løse hunde, geder og køer rundt på gaderne, og mange sover på gaden under broer eller hvor der nu er plads.

Den anden side er at der er mange gode universiteter i byen og milioner af veluddannede mennesker der gør at mange europæiske og amerikanske firmare slår sig ned her. Både Danfoss, Grundfoss og Vestas er i byen. Det går konstant fremad og forholdene forbedres år efter år. Dem der bor her er glade for og stolte over byen som er langt bedre end andre steder.

 

Jeg var 3 dage på Rambølls kontor, og så blev jeg i weekenden for at se byen og omgivelserne når nu chancen var der. Jeg har i flere år arbejdet sammen med Ravi som også har været i Danmark og besøgt os i Kolding, så han viste rundt i weekenden. De er meget gæstfrie og gjorde alt for at give mig en god oplevelse

 

Fredag startede vi kl 6:00 hvor de hentede mig på hotellet! I Maj er det 35-40 grd varmt med stor luftfugtighed, så vi skulle afsted fra morgenen for at jeg kunne klare det.

Ganske rigtig svedte jeg som en gris hele dagen og drak littervis af vand, mens de så nærmest upåvirket ud. De sagde dog at de også synes det er for varmt midt på dagen.

Chennai har verdens næstlængste strand hvor vi startede, og derefter spiste vi vegetar morgenmad på en resturant. Det var ris og brød samt nogle pandekage agtige brød som man dyppede i forskellige slags "sovs" som var mere eller mindre stærkt.

Det hele blev spist med fingrene, og man må kun bruge den højre hånd. Venstre er uren selv om man har vasket begge hænder.

Vi fik også noget suppe og der var en ske til. Men da deres søn ville spise ris med skeen blev han irettesat, for der er meget bedre for fordøjelsen at spise med fingrene!

Ellers kørte vi rundt og så på templer, var ude at sejle på en sø, og besøgte en krokodillefarm hvor de ud over Indiens egen type krokodiller havde arter fra hele verden.

Vi var også forbi et kæmpe frugtmarket hvor jeg smagte adskillige ting jeg aldrig før havde hørt om.

Her advarede Ravi om at der nok var lidt beskidt, og det var det så også!

Lørdag var vi på Sct Thomas Mount.

Thomas var den af Jesu desciple der ville stikke fingren i hans sår for at tro at han var opstået, og ifølge traditionen rejste Thomas til Indien for at missionere. På bjerget var der bygget en kirke på stedet hvor han blev slået ihjel, og kirken har et kors der bløder hvert år på Sct Thomas dødsdag! Tro det eller lad være.

 

Indien har ca. 8% kristne, men omkring Chennai er det 20%. Jeg havde godt hørt historien før jeg kom, for vi har mødt en i kirken i Abu Dhabi som kommer fra Chennai og fortalte historien.

Så næste gang jeg møder Clarissa har jeg noget at snakke med hende om :)

 

Preben

2015-05-03 (Rigmors fødselsdag)