2015 Uge 49

Jakobsen i Abu Dhabi

 

Sidder på vores skønne altan og skriver ugebrev. Vi hentede Heidi i Dubai i går ved midnatstid, og har en dejlig uge foran os med hende.

Vi har haft en stille uge uden gæster, og Preben har haft en kort uge. Han hold jo fri i sidste søndag på grund af Formel 1, og arbejde kun mandag og tirsdag hele dage, og onsdag og torsdag halve dage.

Landet har fejret Nationaldag d. 3. december og martyrdag d. 4. december. Alt står i festens tegn på en nationaldag, biler bliver pyntet, lyskæder bliver hængt på bygninger, blinkende pynt på lygtepæle, projektører der lyser om på himlen, flag overalt og glade mennesker og god stemning på gaderne. Vi tog til Cornichen for at opleve festen, hvilket var en sjov oplevelse. Masser af glade mennesker alle vegne, børn, unge, gamle, mange forskellige nationaliteter. Folk var samlet i store grupper med madkurve og børnene gik og skød hinanden med sprayflasker fyldt med farverigt skum. Emiratierne kom i deres store biler, der var pyntet i flagets farver, rødt, grønt, hvidt og sort. Børnene hang ud af vinduerne, og kiggede op af soltage. Og der blev også sprøjtet i stor stil med skum. Ingen virkede sarte over deres biler. Og der lød høj arabisk musik ud fra bilerne. Der var gang i en folkefest. Klokken 21.00 gik et kæmpe fyrværkeri i gang, den ene fantastiske raket efter den anden blev skudt op. Vi tror fyrværkerne stod på platforme ude i vandet. Preben og jeg lå på et tæppe på stranden og så til, på et tidspunkt var det godt vi havde vores briller inden for rækkevide, da smoggen fra raketterne dalede ned i øjnene på os. Så vi var ret tæt på.

Martyrdagen var dagen hvor 44 faldne soldater blev mindet og æret, de faldt i Yemen tidligere på året. Dagen efter var Preben og jeg i biografen, hvor der inden filmen blev vist en ”reklame” for soldater, militær, jetfly, misiler og mennesker der gjorde honnør, hvilket resulterede at flere i salen rejste sig og gjorde det samme. Tror det var for at vise de faldne ære. Det kunne nok ikke lige ske i en dansk biograf!

Jeg har for første gang i mit liv været i biografen for at se en James Bond film, og så på engelsk. Men det er jo en ret enkelt handling og man kan altid stole må James Bond, han klarer enhver udfordring. Så det var med roligt sind jeg satte mig ved siden af Preben. Han er sød til at følge med mig rundt på cafeer og på stranden, så selvfølgelig så jeg James Bond.

I torsdags bagte jeg vaniljekranse sammen med Raquel, vi havde aftalt hun skulle at være med til at lave danske julesmåkager. Det blev en fin oplevelse. Vi fulgte Mette Blomsterbergs gode opskrift og havde en hyggelig formiddag. Men julestemning er umuligt at komme i her. Kagerne blev gode, men helt rigtig af jul og december smager de ikke. Hvor er det godt vi skal hjem på juleferie og opleve en helt rigtig jul som vi kender den.

Men først nyder vi at have Heidi i denne uge, og i dag har jeg haft hende med på stranden i 29 graders varme. Vildt for Heidi at komme hjemme fra storm og kulde, sætte sig i en flyver og så pludselig at være i sol og varme. Heidi og jeg har haft en hyggelig eftermiddag på hver vores liggestol, og Preben har nydt en ”fridag” herhjemme. Og han er bare sød, for nu står han også og laver dejlig mad til os.

Rigtig god uge til Jer alle sammen, håber I hver især nyder at det er december med alt hvad den byder på af julefrokoster, adventssøndage og før-julearrangementer.

 

 

Jytte

2015-12-05

Bonds Aston Martin går til 100 på 3,2s. Det kan jo ikke imponere nogen :)